At se og være i lidelse

At se og være i lidelse

Hvordan føles det er være pårørende og være i selskab med smerte?

Min mor er syg med kræft, hun har spredning til blandt andet lungerne og i hjernen. Hun er i hendes terminale forløb -det vil sige i slutningen af livet. Hun har altid været en fin dame, som godt kunne lide at gøre noget ud af sig selv og være velklædt, men nu er hun meget afhængig af hjælp. Hun bor alene i et stort hus, da min far døde 1 år forinden. Min søster og jeg er ofte hos hende. Men fordi hun gentagne gange er faldet i hendes hjem, er hun kommet på et aflastningsophold. Hun har det okay, men vil hellere hjem til hendes egen bolig. Det vil vi gerne respektere og planlægger at hun skal hjem igen. Men..

Dagen inden vi har aftalt at hun skal hjem, falder hun ud af sengen og slår hovedet ned i gulvet og slår blandt andet hendes tænder ind i ganen. Hun har ikke kunne tage fra i faldet og er derfor faldet direkte ned på hendes ansigtet og har slået munden og tænderne. Hun bløder voldsomt fra munden. Natten til dagen hvor hun skulle have været kommet hjem, ringer de fra aflastningsopholdet og fortæller at hun har slået sig og er nu på vej til akutmodtagelsen fordi de ikke kan stoppe blødningen fra munden. Personalet beder mig om at komme ud til hende. Jeg kører kl. 3 om natten og er helt ved siden af mig selv. Jeg prøver at berolige mig selv, men har en dårlig fornemmelse i maven.

Da jeg kommer ind på akutmodtagelsen leder jeg febrilsk efter hende og bliver guidet hen til en stue. Jeg er næsten helt forpustet, da jeg ser hende. Jeg kan næsten ikke genkende min fine mor, som hun ligger der med blod i ansigtet, forslået og med kompressionsbind i munden. Hendes natbluse har blodpletter på og hun er koblet op med blodtryks apparat, som bipper og viser rødt. Der står en sygeplejerske ved sengen og holder bindet i hendes mund, da blødningen ikke vil stoppe. Jeg går hen til sengen, får øjenkontakt og tager hendes hånd. Den er klamt svedende og varm. Hun klemmer min hånd og jeg kan se i hendes øjne at hun har smerter. Hun siger gentagne gange: Mette, hjælp mig! Mette, hjælp mig!. Jeg spørger sygeplejersken, hvornår hun sidste har fået smertestillende medicin. Jeg prøver at tale stille og roligt, men jeg kan mærke at mit hjerte banker og min puls er høj. Sygeplejersken fortæller, at min mor har fået det smertestillende medicin hun kan få. Og hun kan ikke få mere, da systemet er midlertidig nede.

Jeg kan mærke, at jeg bliver vred, men jeg ved samtidig også at det ikke nytter noget at blive for følelsesladet. Jeg beder hende om at bruge sin sunde fornuft, se på min mor og så finde en læge, som kan ordinere noget mere smertestillende medicin, så hun ikke skal ligge med så mange smerter. Sygeplejersken beder mig holde trykket i munden og går ud af stuen.

Jeg kan høre at hun taler med nogle kollegaer, hvor hun italesætter min mor, som et objekt, der ligger på stue 5, seng 2. Jeg kan lugte blodet fra munden og høre at hun klager sig, jeg prøver at tage mig sammen. Jeg havde ellers lovet min mor og mig selv, at jeg ikke ville være sygeplejerske og kun være pårørende, som holdt hende i hånden til det sidste. Sådan skulle det ikke gå.

Tårerne triller ned at mine kinder, mens jeg holder kompressionsbindet og hendes hånd. Blodet ville ikke stoppe med at løbe, så jeg kan ikke slippe grebet. Jeg føler mig fanget og ensom, som jeg står der midt om natten alene med min mor, som er så smerteforpint og urolig og vil ud af sengen. Hun bliver ved med at gentage: Mette, hjælp mig. Hjælp mig. Jeg bliver frustreret og magteløs, fordi jeg intet kan gøre.

Jeg trækker i snoren for at tilkalde sygeplejersken, jeg kan ikke holde ud at være alene med hende og blive ved med at se hende i så mange smerter. Det er slet ikke værdigt. Det føles som om at der går meget lang tid før sygeplejersken kommer tilbage. Jeg er så frustreret over de manglende faglige tiltag, medfølelse og distancen overfor mig som pårørende. Jeg prøver at berolige mig selv og trækker vejret dybt ned i mine lunger. Jeg ser på sygeplejersken, mens hun giver min mor smertestillende medicin, med tårerne løbende ned af mine kinder og overvejer om hun overhovedet er interesseret eller om hun bare skal behandle med medicin. Sygeplejersken går ud af stuen.

Efter nogle minutter falder min mor endelig i søvn og jeg kan slappe af. Jeg føler mig helt udmattet. Blødningen er midlertidig stoppet og jeg kan slippe trykket i munden. Jeg slipper hendes hånd og ser på hende.

Min fine mor, hun skal ikke dø her på akutmodtagelsen- det er ikke værdigt for hende eller os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...

Care Hero
Mette Junge Grüttner
info@carehero.dk
Tlf. 42 41 26 47

Copyright CareHero © All Rights Reserved.

Lidt sødt til pausen? Vi har opdateret vores persondatapolitik så den lever op til de nye EU-regler. Carehero.dk anvender desuden cookies til at huske indstillinger, statistikker og målretning af annoncer.